Hvorfor monarksommerfugle flyver 4.000 km til grantræerne i Michoacán
Hvert efterår sætter monarksommerfuglene fra det østlige Nordamerika kursen mod en håndfuld bjerge i det centrale Mexico. De tilbringer vinteren tæt pakket på grantræer omkring 3.000 m oppe og vender så mod nord igen sidst på vinteren. Her forklarer vi rejsen i almindelige ord, med de forbehold forskerne stadig tager.
Hvem der tager turen mod syd
De sommerfugle, du ser i Michoacán og delstaten México, er den østlige bestand af monarksommerfuglen. Om sommeren yngler de over et stort område i USA og det sydlige Canada.
Når dagene bliver kortere, holder årets sidste generation op med at yngle og begynder at flyve mod sydvest. Nogle tilbagelægger op til omkring 4.000 km, på varme luftstrømme og medvind, hvor de kan, for at nå bjergene vest for Mexico City.
Monarkerne vest for Rocky Mountains overvintrer i stedet for det meste langs Californiens kyst. De mexicanske kolonier tilhører de østlige sommerfugle, og de samles på et bemærkelsesværdigt lille stykke skov.
En generation, der lever otte måneder
En monark om sommeren lever som regel nogle få uger. Den klækkes, æder, parrer sig, lægger æg og dør, og den næste generation tager over. Flere af disse korte liv afløser hinanden fra forår til sensommer.
De sommerfugle, der flyver til Mexico, er anderledes. De udskyder ynglen og oplagrer fedt, og de kan leve i omkring otte måneder, længe nok til at flyve sydpå, klare vinteren og begynde returrejsen.
Ingen af dem har gjort turen før. Hvordan en førstegangsrejsende finder de samme bjerge, som dens oldeforældre forlod, bliver stadig undersøgt, og solens position og jordens magnetfelt er blandt de førende forklaringer.
Hvorfor oyamel-graner i 3.000 m
Kolonierne dannes i skove af oyamel-gran (Abies religiosa) i omkring 3.000 m højde. Luften deroppe forbliver kølig og fugtig, så sommerfuglene kan sætte tempoet ned og bruge meget lidt af deres oplagrede energi.
Er det for varmt, brænder de deres reserver af før foråret. Er det for koldt eller for vådt, risikerer de at fryse ihjel. Det tætte grantag virker som tæppe og paraply på én gang og tager toppen af frost og regn.
De hænger i tætte klynger på stammer og grene, og ét træ kan bære tusinder. På solrige, lunere eftermiddage letter mange for at drikke ved bække og fugtig jord, og det er dér, luften fyldes med orange vinger.
På kolde eller overskyede dage forbliver klyngerne lukkede og stille. Sommerfuglene er der, men de ligner matte brune blade, der hænger fra grenene. Vores guide til den bedste tid at besøge fortæller, hvornår kolonierne som regel er størst.
Hvordan videnskaben fandt kolonierne
Folk i bjerglandsbyerne kendte sommerfuglene længe før, nogen skrev om dem. Kolonierne blev beskrevet videnskabeligt i 1970'erne som resultat af forskning ledet af den canadiske forsker Fred Urquhart, der i årevis havde mærket monarker for at kortlægge deres rute.
Skovene ligger i dag inden for Monarch Butterfly Biosphere Reserve, der strækker sig over grænsen mellem Michoacán og delstaten México omkring 100 km vest-nordvest for Mexico City. UNESCO optog det på verdensarvslisten i 2008.
Kun få dele af reservatet tager imod besøgende. Vores side om El Rosario, Sierra Chincua og Piedra Herrada sammenligner dem, vores ture besøger.
Senvinter, parring og flyvningen mod nord
Når dagene bliver længere hen mod slutningen af vinteren, kommer der liv i kolonierne. Sommerfuglene parrer sig i skoven og forlader så bjergene mod nord og nordøst, mod Texas og videre.
Forårsrejsen afhænger af silkeplante (Asclepias), den eneste plante, deres larver æder. Hunnerne lægger deres æg på den undervejs, og de langlivede rejsende dør kort efter.
Deres afkom fører rejsen videre, og det kræver som regel flere kortlivede generationer at fylde yngleområdet igen. Så, i sensommeren, fødes en ny langlivet generation, og kredsløbet gentager sig.
Hvorfor antallet stiger og falder
Forskerne måler kolonierne efter, hvor stort et skovareal de dækker, i stedet for at tælle sommerfugle. Arealet ændrer sig meget fra den ene vinter til den næste, og det er aldrig et fast tal, du kan planlægge en rejse efter.
Flere ting menes at drive udsvingene:
- Vejret i yngleområderne og langs ruten, herunder tørke og hede
- Mængden af silkeplante, der er tilbage på landbrugsjord og i vejkanter
- Storme og frost i den mexicanske skov i løbet af vinteren
- Selve granskovens tilstand, som skovhugst og tørre år kan tynde ud i
Forskerne diskuterer stadig, hvor meget hver faktor vejer. For en besøgende er pointen enkel. Kolonierne kan rumme millioner af sommerfugle, men hvad du ser, afhænger af året, ugen og vejret den morgen, du ankommer.
Se migrationen med egne øjne
Alle ture på vores side tager dig til en af overvintringskolonierne, og gåturen derind er en del af oplevelsen. I omkring 3.000 m er luften tynd, så læs vores guide til opstigningen, før du vælger.
Sierra Chincua i en lille gruppe fra Mexico City
Paseos Turisticos kører en lille gruppe til Sierra Chincua, afsætter omkring fem timer til besøget og slutter med en frokost fra Michoacán på et madlavningsværksted. Turen har 4,8 fra 60+ anmeldelser på Viator, men bookingen kan ikke refunderes.
Skoven er sårbar, og sommerfuglene har brug for hver eneste smule oplagret energi for at overleve til foråret. Vores side om reglerne i reservaterne forklarer, hvorfor guiderne beder om ro og holder de besøgende på stien.
Vil du sammenligne hele dagen på hver tur, stiller sammenligningstabellen på vores forside turene op side om side. Prisguiden viser, hvad du betaler oven i billetten.